tirsdag den 8. november 2011

Youth Work – nu med danske konsulenter


Initiativrige unge 
Vi arbejder med ungdomsarbejde i Bo distrikt og herunder er der 7 sogne. Det er et meget stort område, da det rummer alle Anglikanske kirker for det halve af Sierra Leone. Vi arbejder i Bo sammen med ungdomskoordinatoren (Emmanuel) for hele distriktet. I Afrika er der ikke mange møder på tværs af sognene, pga. de lange afstande. Det er meget omkostningsfuldt at rejse for møder og arrangementer, fordi transport er en rigtig stor udgift, når man sammenligner med indtægter i dette land. 

Ungdomsarbejde over et stort område 
Distriktet afholdte for 5 år siden en ungdomskonference med 8 deltagere fra hvert sogn. Der var ca. 70 deltagere samt arrangører. Projektet har været i hi de sidste par år, fordi der ikke har været taget initiativ, men også fordi økonomi er en stor og udfordrende del af at afholde en konference. Ungdomskoordinatoren har fået sin sag for, det det er ham, som skal sætte det arbejdet i gang. Vi hjælper ham, som konsulenter.  Nu vil de gerne starte dette op igen. Det er enormt fedt, at de har energien til at sætte dette projekt i søen igen. Deres udfordring er at finansiere konferencen. Lige nu er vi i gang med at hjælpe dem med at lave realistisk budget, så de kan skrive ansøge om penge hos organisationer, som kunne have interesse i at sponsere penge til konferencen.

Vi har i forbindelse med opstarten af denne konference erfaret, at de unge rigtig gerne vil sætte ting i gang, men ikke altid har den nemmeste vej frem. Vi har erfaring med ungdomsarbejde fra Danmark både på lokal- og på landsplan. Arbejdet her er på et helt andet niveau end det vi kender hjemmefra. De kender ikke så mange metoder til at udvikle og opstarte et projekt. Brainstorm er et temmelig ukendt ord og de kender ikke rigtig til gruppearbejde. Alle skal helst være med til at bestemme alt helt ned til mindste detalje; f.eks. sad der 25 mennesker samlet fra alle 7 sogne til ungdomskonferencens opstartsmøde, hvor der blev brugt 3 timer på at lægge et budget for selve konferencen. Det var et meget overordnet budget, der kom ud af det. Deres måde at afholde møder er meget anderledes fra hvad vi kender hjemmefra, men vi håber, vi kan være med til bl.a. at lære dem, at det er en god ide at have en finansmand, som har lavet et forslag til budgettet inden mødet. Derudfra kan man så komme med kommentarer på mødet og til sidst godkende det. Økonomipunktet på et møde vil derved ikke tage 3 timer, men måske en halv time.
  
Vi hjælper dem som konsulenter, men de skal selv gøre arbejdet
Det er en udfordrende, men spændende proces at arbejde med et afrikansk ungdomsarbejde på over 7 sogne. Vi håber, de vil tage imod vores råd, så de kan få en bedre forståelse for, hvordan man afholder møder, hvordan man skriver dagsorden og forbereder mødet ud fra dagsordenen. Det er ikke lige til, men ved at arbejde sammen med de unge og være her som deres konsulenter, sparringspartnere og hjælpere, håber vi, at de får en større forståelse for at være ledere og afholde udbyttelsesrige møder.
Vores håb er at afholde nogle kursustimer for ungdomskoordinatoren og et par stykker mere i at skrive og strukturere en dagsorden, uddelegere og forberede punkter på dagsordenen, så der er tænkt nogle tanker inden selve mødet samt snakke om, forskellige måder og metoder til at afholde et planlagt møde. Ud fra deres erfaringer tænker vi, at de skal udarbejde en manual, med det, som de lærer, så de kan bruge den, hver gang de skal afholde møde samt skrive mødebreve og oplysningsbreve til sognene.
Vores vision og håb er at hjælpe dem og rådgive i deres proces mod ungdomskonferencen, så de kan afholde den i april 2012. 

Lev din djævel ud – en national helligdag
Vi har i dag oplevet en masse dansende afrikanere lige uden for vores blå villa. Egentlig er det muslimerne, som fejrer en af deres helligdage, men her lever muslimerne og kristne sammen og på nationalt plan fejrer de hinandens helligdage. Hele landet har fri og har i dag gået festival optog gennem hele Bo. Denne festivaldag er den ene dag om året, hvor sierra leonerne lever deres indre djævel ud. De følger trommer, musik og en djævelfigur rundt i byen, mens de synger, danser, løber og fester.

Volley- og fodboldturnering under en skyfri afrikansk himmel
Vores Junior Secondary skole er med i en volley- og fodboldturnering sammen med 7 andre junior Secondary skoler. Efter som Kristine og jeg underviser på Junior Secondary skole så skulle vi selvfølgelig med ud og heppe. Der var ingen undervisning på skolen, da eleverne blev forventet at møde op og støttet deres skole på volley- og fodboldbanen.
Byens stadion ligger lige 700 m fra vores villa, så det var nemt lige at smutte derom. Vi pakkede en taske med vand, bananer og kameraer, smurte os ind i solcreme og drog af sted mod stadionet. Volleykampen var startet, da vi kom. Her spiller de volley kun med bakkerslag – fingerslag lærer de først i Senior Secondary skole.

Selv om jeg ikke er af den mest sportsinteresserede, så kunne jeg erfare, at spillet for disse spillere kun gjaldt om at få bolden over nettet. Der var ingen sammenspil. Der kunne sagtens løbe 3 eller 4 personer efter bolden for at få den skudt over på den anden side. Der var ikke så meget kommunikation, men gejsten og energien for at vinde var der. Vores skole var tæt på, men tabte sidste serv i deres 3 sæt, så det var en meget tæt kamp.

Dagen var ikke slut med den tabte volleykamp. Senere på dagen begik vi os igen ud i solen. Nu med et tykt lag af solcreme, efter at den strålende og bagende sol havde fået vores hud til at skifte farve fra brun til rød. Drengene fra vores Secondary skole skulle spille deres 2. kamp i deres pulje. De vandt deres sidste kamp og stemningen var høj. Mange af eleverne fra skolen var mødt op for at heppe. Vi kan ud fra denne fodboldkamp konstatere, at spillerne er gode individuelt i deres boldspil, men at spille sammen kender de ikke så meget til. Når bolden bliver skudt fra en spiller til en anden er der ingen orientering om, hvor de andre spillere er, bolden bliver bare skudt af sted. 

5 minutter for kampen var færdig scorede de alligevel vores kære skole. Vi sad blandt nogle af lærerne. Stemningen blev høj, spillerne løb rundt på banen og skolens elever løb rundt om banen, mens de sang og dansede. Holdet vandt kampen og gejsten var helt fantastisk. Jeg har ikke set mange fodboldkampe i mit liv, men denne stemning var helt utrolig energisk og gav smil på læben.

Vi gik fra stadion i godt humør og blev mødt af mange af skolens elever, som var helt vilde og fantastisk glade. En herlig og skøn dag J

Ingen kommentarer:

Send en kommentar